Kategoriarkiv: Privat Nyhed

Her kan nyheder, der ikke skal med InfoLand, placeres.

AFTEN-ORIENTERINGSLØB i Hostrup

Tønderegnens 4H inviterer hermed alle interesserede til

AFTEN-ORIENTERINGSLØB

Fredag d. 29. September kl. 17.30

Sted: Vi starter ved 4H-majslabyrinten på Solderupvej og efter en tur gennem Kirkeskoven og mange poster undervejs, så slutter vi af ved Bålhytten bagved Sportspladsen hos Linda & Marquard Bucka, Hostrupvej 32.

Alle tilmeldte hold har mulighed for at tage imod udfordringen undervejs på ruten og igennem 4H-Majslabyrinten, som i år er udbygget med masser af ekstra stier og blindgyder. Tusind tak til Bram og Co. for at forberede og lave en suveræn labyrint i megaformat i år!!!
Ekstra information i forbindelse med årets aftenløb:
Alle personer uanset alder kan deltage i de udfordringer, der ligger i forbindelse med 4H Majslabyrint. I tilmelder hold med 2-5 deltagere, som betaler kr. 50,- pr. hold.
Tilmelding senest onsdag d. 27.september hos Melanie på mobil: 28 24 75 14

Der dystes om fine-fine præmier til de bedste hold. Kom frisk! Vi glæder os til en super aften med jer
Sensommerhilsner fra Tønderegnens 4H

Åbent Landbrug på “Nøjsomhed”, Solderupvej i Hostrup d. 17.september kl 10-16

Hostrup FDF, Støtteforeningen for Jejsing Friskole og Tønderegnens 4H er med på dagen. Kom og se gårdens dyr, mærk atmosfæren og se hvor mælken kommer fra. Der er mulighed for at tage pedaltraktorkørekort, lege i halmlegepladsen og tage en tur på hoppekøerne. Prøv at lave smør og klappe gårdens kalve og køer. Annett van den Heuvel udstiller sine ko-malerier ved siden af jagtudstillingen, derudover er der opstillet en maskinudstilling fra Jejsing Maskinstation og flere veterantraktorer. Nyd de gratis smagsprøver fra Arla, bag en pandekage over bålet eller prøv en tur på en pony… Inden du går hjem – smut en tur igennem majslabyrinten. Deltager du i 4H’s gættekonkurrence kan der vindes bilsyn ved LB bilsyn, gavekort fra Land & Fritid og æblemost fra Høstkassen. Der sælges kaffe/kakao/kage og pølser. Vi glæder os til at rigtig mange familier lægger vejen forbi hos Cees og Marjon, Kjeld, Bente, Jesper og Kirsti.

https://vimeo.com/234125147

Ruth Fisker udstiller smykker i Bogcaféen i Jejsing

Så starter en ny sæson i Bogcaféen i Jejsing og i denne sæson er det Ruth Fisker, der som den lokale kunstner udstiller nogle af sine smykker.

 

Ruth Fisker har i mange år fremstillet smykker på eget værksted. Hun har bearbejdet mange sten til smykker, hvor det ofte er stenen, der bestemmer smykkets form. Stenen er indfattet eller ophængt i sølv, men hun laver også smykker i sølv og andre materialer.

Mogens Gabs har fotograferet Ruth Fisker og nogle af de smykker, der ikke kan være med på udstillingen. Disse fotografier indgår i smykkeudstillingen.

Der er fernisering på udstillingen den 8. september kl. 16 i Bogcaféen, Kærvej 24

Ruth Fisker vil være tilstede ved ferniseringen.

Bogcaféen er vært ved en lille forfriskning.

Alle er velkomne til ferniseringen.

Herefter kan udstillingen ses i Bogcaféens åbningstid onsdage kl. 15 – 17

Se Bogcaféens åbningstider her

Landsby Loppemarked blev en succes

Marie Christiansen var en af vore talrige gæster

 

Imponerende 35 husstande deltog i Jejsings første landsby loppemarked.

Vejret var typisk dansk sommer,  med byger der kom og gik, men også med en del sol.
Der var rigtig gang i den,  med langt flere besøgende end forventet.

Ikke alle købte noget hvert sted,  men alle fik en snak og det er absolut også noget værd.

Efter en travl og god dag, skal vi nu se om vi kan gøre det endnu bedre næste gang.

4H-majslabyrinten i Hostrup

Labyrinten ligger i år på Solderupvej i Hostrup bag husrækken mod syd. Alle er meget velkomne til frit at benytte labyrinten. Vi håber at rigtig mange – store som små – vil besøge den inden den høstes i slutningen af september.            

De allerbedste sommerhilsner fra Tønderegnens 4H

Tønderegnens 4H – Aktivitetskalender september 2017-marts 2018    

17.september kl. 10-16: Åbent Landbrug hos familien Barsingerhorn i Hostrup

29.september: Majslabyrint-orienteringsløb for hele familien i Hostrup

1.oktober: Hesteagility i Hostrup ved 4H-aktivitetshallen

22.oktober: 4H-Ponyskue på Granlygaard i Løgumkloster

25.november: Julestuen på Jejsing Friskole

9.december: Julebag

17.december: Julestævne i 4H-Aktivitetshallen

24.februar: Indendørs Ringridning

29.marts: Påskestævne

Haakon Friedrichsen fik årets skulderklap 2017

Årets modtager af Borgerforeningens skulderklap tilfaldt Haakon Friedrichsen

Det er et langt sejt træk der har givet Haakon æren.
Han har været med i stort set alle foreninger i Hostrup Sogn,  og han har været med i bestyrelsen i flere af dem.
Han har været formand for Idrætsforeningen,  og er regerende formand for Hostrup menighedsråd.
Han er en af de få vi kan få til at synge solo,  og så går han hver dag rundt og øver sig i at tale synnejysk, så han kan forsvare sit Jejsingmesterskab netop i Synnejysk.

Det var en rørt Haakon, der ikke forstod hvorfor AnnaKirstine absolut ville til byfest  den lørdag.

Sankt Hans fest 2017

FDF arrangere Sankt Hans fest.

OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS – NYT NYT NYT NYT NYT NYT NYT NYT NYT

VI HAR LEJET EN HOPPEBORG, SÅ BØRN OG BARNLIGE SJÆLE KAN HOPPE FOR 20 KR.

SOGNEPRÆST THORSTEN BJERG CHRISTENSEN KOMMER OG HOLDER BÅLTALEN.

OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS

Der kan købes grillpølser, sodavand, øl, kaffe og te til små priser.

Børnene kan grille skumfiduser, lave snobrød og der kan spilles fodbold eller rundbold.

Børene kan få lavet ansigtsmaling for 5 kr.
Bålet vil blive tændt af de store FDFere omkring kl. 19.00.
Det hele foregår omkring ”sportspladsen” ved Linda og Marquard Bucka, på Hostrupvej 32.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at bakke op om dette nye tiltag.

Hilsen FDF Hostrup

Høringssvar ang.Vindtved møller

!Jejsing Borgerforening – høringssvar vedrørende opsætning af seks vindmøller

mellem Sæd og Vindtvedkanalen

Høringssvaret er udtryk for bestyrelsens holdning, som ikke nødvendigvis er dækkende for alle borgere i området.

Bestyrelsen er positivt stemt over for placeringen af møllerne i projektområdet ved Vindtved af følgende grunde:

  1. Erfaringerne med de relativt gamle møller, beliggende ca.1km fra henholdsvis Rørkær og Jejsing er med hensyn til gener karakteriseret ved, at de aldrig har givet anledning til klager. De teknisk stærkt forbedrede nye møller forventes på den baggrund ligeledes ikke at medføre klager fra borgerne i nærheden af projektområdet. Dette synspunkt underbygges af VVM – redegørelsen for projektet.

    !

  2. Den synsmæssige og landskabelige påvirkning fra møllerne vil ikke gøre den store forskel på dette sted, da der i forvejen er placeret et betydeligt antal store vindmøller umiddelbart syd for den dansk-tysk grænse.

    Et særligt synsmæssige problem udgøres af de tyske møllers stærkt rødt blinkende lys om natten. For mange mennesker er disse lys meget generende, og medvirker til at øge én almindelige skepsis over for vindmøllerne på den danske side af grænsen. Bestyrelse vil derfor opfordre Tønder kommune til at kontakte de tyske myndigheder med henblik på at få etableret en radarstyring, af lysene, så de kun virker i tilfælde af overflytning.

    Problemet med blinkende lys er for de danske møllers vedkommende af mindre betydningi forhold til de tyske møller, da da de danske møllers lysstyrke kun er 1/1000 af de tyske møllers, og desuden er de danske lys afskærmede, så de stort set kun kan ses fra oven.

    !

  3. De økonomiske kompensationer,der er indgået aftale om med Jejsing Borgerforening og Lydersholm Forsamlingshus vil tilføre lokalområdet 1,8 millioner kroner over de første ti år. Herefter vil beløbet de følgende ti år halveres til 900.000 kr. Disse midler vil gøre det muligt, at iværksætte projekter og aktiviteter, der ligger ud over det Tønder kommune yder til området via det kommunale budget. Altså ekstra midler til udvikling af lokalområdet.

    !

lørdag den 22. april 2017

4. Endelig er der mulighed for at de borgere, der bor i nærzonen og i anden omgang sandsynligvis borgere i resten af kommunen, vil have forkøbsret til andele i vindmøllerne. Andelene forventes at kunne give et afkast mellem 5 og 10 pct årligt, hvilket må vurdere at være gunstigt i forhold til andre investeringer.

På den baggrund kan der konkluderes, at Jejsing Borgerforenings bestyrelse vil anbefale projektet gennemført som beskrevet i planerne.

!

Mogens Gabs

!

formand for Jejsing Borgerforening

Økodag i Jejsing

Lige lidt billeder fra ØKO dagen hos Bondemand Günther. Dejligt at se by møde land. Karsten, der er direktør for Almende, sagde “Det gør ikke noget de kan lugte, de har været på landet, når de kommer hjem. Der kommer en video senere.

 

 

,

 

Høring om Tønder Tinglev banen

Nedlæggelse af Tønder-Tinglev banen er bragt i høring.

Hentet fra banestyrelsens hjemmeside:

Høring om nedlæggelse af Tønder-Tinglev banen

(31.03.2017)

De knapt 27 kilometer jernbane, der ligger parallelt med den dansk-tyske grænse er i dårlig stand. Der har ikke kørt tog siden 2002, og hvis togdriften skal genoptages, vil det være nødvendigt med en sporombygning på størstedelen af strækningen.

På den baggrund påbegynder Banedanmark derfor en høring om en eventuel nedlæggelse af banen.

Formålet med høringen er at få afdækket, om det er relevant og hensigtsmæssigt at nedlægge banen. Efter høringen træffer transport-, bygnings- og boligministeren beslutning om, hvorvidt banen skal nedlægges eller ej. Bliver det besluttet at nedlægge banen, er det Banedanmark, der foretager den formelle nedlæggelse.

Høringen er åben for alle, og den kan findes på Høringsportalen, www.hoeringsportalen.dk. Høringssvar skal sendes til Banedanmarks direktionssekretariat på e-mail: dir-sek@bane.dk.

Banens tilstand

Jernbanen mellem Tinglev og Tønder er i meget dårlig stand. På en stor del af strækningen er skinnerne omkring 100 år gamle, og de er slidt i en grad, så de ikke længere er anvendelige.

Sporskifterne i Tinglev og Tønder er fjernet, så der
er ingen forbindelse med det øvrige jernbanenet.
Flere steder på strækningen er overkørslerne blevet asfalteret over, andre steder er skinnerne taget op for at sikre en sammenhængende vejbelægning.

Trafikstyrelsen udgav i 2009 rapporten “Screening af havneforbindelser og restbaner”. Her står der, at det vil være nødvendigt med en total sporombygning for at genoprette togdriften på strækningen, og at dette vil beløbe sig til 225 millioner kroner. Hertil kommer udgifter til nyt signalsystem.

TØNDER-TINGLEV BANEN

  • –  26,7 kilometer enkeltsporet jernbane mellem Tønder og Tinglev
  • –  Persontransporten ophørte i 1971
  • –  Godstrafikken ophørte i 2002
  • –  Sporskifterne er både i Tønder og Tinglev fjernet og erstattet af sporrammer

– Banen er ikke blevet vedligeholdt siden 2002

De vedhæftede billeder kan frit anvendes. Fotograf: Robert Attermann

Kontaktinformation

For yderligere informationer kontakt Banedanmark presse på tlf. 8234 1313

Referat generalforsamling 2017 – Jejsing Borgerforening

Referat generalforsamlingen 29.marts 2017 – Jejsing Borgerforening

Mogens Gabs bød velkommen. Hvorefter man gik over til dagsordenspunkterne.

1. Valg af

– dirigent

Hans Christian Rasmussen valgt.

– stemmetællere

Birgitte Gabs og Heidi Jensen valgt.

– protokolfører

Karen Hansen valgt

2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning

Mogens Gabs fremlagde beretningen – Se Jejsing Infoland.dk

Drøftelse af beretningen:

Regler vedr. skiltning:

Ellen Fink oplyste, at hun havde undersøgt, om Søren Johansens sexskilt ud mod Flensborg Landevej var lovligt.

Det viste det sig at være.

Sagen vil blive rejst i forbindelse med møde Lydersholm Forsamlingshus/Jejsing Borgerforening og Teknisk forvaltning.

Kursus i forbindelse med hjertestartere:

Der er afsat 3000 kr i budgettet til at afholde kurser for.

Opslagstavler

Nye opslagstavler i Rørkær og Hostrup blev ikke nævnt i beretningen. Tavlerne er sponsoreret af Kurt Bucka.

3. Godkendelse af beretning.

Godkendt.

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.

Hans Guldager gennemgik regnskabet for foreningen og teltkontoen.

Underskuddet fra byfesten er konteret på teltkontoen.

5. Godkendelse af det reviderede regnskab.

Godkendt.

6. Budget og kontingent.

Budget fremlagt. (Se bilag)

Kontingent uforandret.

7. Indkomne forslag

Forslag til vedtægtsændring:

§ 5 stk 3

Kontingent fastsættes på generalforsamlingen og er gældende for det efterfølgende regnskabsår, der er lig med kalenderåret.

Forslaget vedtaget.

Endvidere er kontingentet for 2018 hermed uforandret i forhold til gældende.

8. Valg

4 bestyrelsesmedlemmer på ordinært valg for 2 år.

Johan Boysen – ønskede ikke genvalg.

Finn Johannsen – ønskede genvalg.

Hans Guldage – ønskede genvalg.

Peter Kjer Hansen – ønskede genvalg

Finn Johannsen, Hans Guldager og Peter Kjer Hansen blev genvalgt.

Tina Nissen blev nyvalgt.

Paula Jessen blev valgt for 1 år til at indtræde i den bestyrelsesplads, der blev ledig ved Bente Buurs udtræden.

Valg af en suppleant for 2 år

Susanne Muth-Ries valgt

Allan Kielsgaard Hansen valgt til suppleant for 1 år på den plads, der blev ledig i forbindelse med Paula Jessens valg til bestryelsen.

Valg af revisor:

Hanne Brodersen valgt for 2 år.

Valg af revisorsuppleant.

Bent Grosen Andrsen valgt for 1 år

9. Eventuelt

Generalforsamlingen afsluttes af Mogens Gabs:

Tak til dirigenten.

Tak tll Johan Boysen for indsatsen som bestyrelsesmedlem.

Tak til Ellen Fink for indsatsen som revisor.

Tak til Erwin Bucka for bord/bænkesæt og opslagstavlen på Markuspladsen.

Karen Hansen

Bilag

Budgetforslag 2017