Jens Rosendal og Rasmus Skov Borring i Jejsing Forsamlingshus

jensrosendalRasmus

 

 

“Du kom med alt det der var dig…”

Citatet stammer fra indledningsstrofen til Højskolesangbogens nr. 453 ,”Forelskelsessangen”, af digter og forfatter Jens Rosendal.

Jens Rosendal, som blandt meget andet er tidligere højskolelærer på Løgumkloster Højskole og på Jaruplund Højskole i Sydslesvig, er den nulevende forfatter, der har flest sange repræsenteret i Højskolesangbogen.

Den alsidige sangskriver fra det sønderjyske er i dag bosat ved Vadehavet, hvor han henter en stor del af inspirationen til sine tekster. Jens Rosendal er gennem årene blevet hædret med adskillige priser, blandt andet ‘Den folkelige sangs pris’, med ‘Sprogforeningens Pris’ og kulturprisen ‘Den gyldne Grundtvig’.

 Tirsdag den 3. maj kl. 19.30 kan Jens Rosendal opleves i Jejsing Forsamlingshus sammen med pianist og komponist Rasmus Skov Borring. Med en aldersforskel på næsten 50 år har Rosendal og Borring fundet en platform, som danner udgangspunkt for et spændende samarbejde for videreformidling af sange og den danske sangskat.

 De har optrådt utallige steder i Danmark, men også i udlandet, således blandt andet i Det Danske Kulturcenter i Los Angeles.

 Aftenens sangforedrag tager sit udgangspunkt i sangene fra CD’en ‘Livets Mærke’.

 Der er endnu ledige billetter, som – for 100 kr. inkl. kaffe og kage – kan købes ved henvendelse til Heidi Jensen, Jejsing Klip, Kærvej 51 tlf. 28 29 80 09 eller   Hanne Frisk, Grænsevej 8, Sæd tlf. 20 47 58 06

                                                                                       “…og hvilket forår blev det!”