Rundkørslen fjernes i Jejsing

Borgerforeningen har afholdt et møde med vej og trafik i Tønder kommune angående rundkørslen på Hostrupvej.

Alle er klar over at rundkørslen ikke er optimal,  og det har desværre også vist sig at at den ikke giver den sikkerhed vi havde håbet på.

Vi har i foråret sendt teknisk udvalg en skrivelse hvor vi gjorde opmærksom på forholdene,  og specielt de dårlige oversigtsforhold på stedet.

Kommunen har fremsendt 4 forslag til ændrede forhold,  som vi har gennemgået,  og som fik os til at fremsætte et helt andet.

Da vi fik invitationen til mødet samlede vi ” storbrugerne”  af krydset til et møde, hvor vi drøftede hvilken løsning vi ville  anbefale.

Problemet er ikke kun begrænset til krydset Hostrupvej/Kærvej/Hedeagervej ,  men også at der køres alt for stærkt på Hostrupvej generelt.

Vi har derfor foreslået at der etableres i alt 4 bump eller lign.  på Hostrupvej lidt mindre end dem vi kender fra Øster Højst.

Desuden vil vi have rykket hajtænderne helt frem til kantstenslinien,  så biler der skal ind i krydset får optimale oversigtsforhold.

Samtidig ønskede Thomas Kier sin private indkørsel flyttet væk fra selve krydset.

At vores forslag til løsning samtidig var et af de billigere,  gør at vi ser optimistisk på muligheden for en bedre løsning.

Læs kommunes officielle svar til os.  Bemærk man rider ikke samme dag som man sadler.

Modtaget d. 2. December

Vi har nu som aftalt på mødet den 10. november 2010 haft mulighed for at dyrke de forskellige forslag og tiltag, som vi drøftede på mødet.

Som bekendt besluttede UTM på deres møde i oktober 2010 følgende:

  • At den nuværende udformning svarer til de geometriske udformninger jf. vejreglerne, og der etableres foranstaltninger efter forslag 3 (kommentar: synliggørelse af rundkørslen ved opstregning af en bredere kantlinie) på kort sigt,
  • At der i samarbejde med borgerforeningen, bliver set på muligheden for forbedring af oversigtsforholdene nu, samt på en langsigtet løsning.
  • At krydset ved kommende prioritering af anlægsmidler for 2011 og overslagsårene vil indgå i forhold til opnåede cost/benefit analyse.

Synliggørelse af rundkørslen ved opstregning af en bredere kantlinie skulle efter det oplyste være udført.

Men hensyn til en forbedring af oversigtsforholdene kan dette ske ved et samarbejde med ejeren af hjørnegrunden Hostrupvej 19, Thomas Kier, idet den eksisterende udkørsel tæt ved rundkørslen kan flyttes længere mod syd ad Hostrupvej og at beplantningen kan skæres tilbage.

Det er kommunens umiddelbare vurdering, at det vil være muligt at give en tilladelse til flytningen.

Kommunen tager i den forbindelse kontakt til Thomas Kier for nærmere afklaring af dette.


Der er som bekendt flere virkemidler, der kan tages i anvendelse for at trafiksikre krydset. Om det er hensigtsmæssigt at bibeholde minirundkørslen eller ændre den til et regulært firbenet kryds, evt. på en hævet flade, kan ikke afgøres uden nærmere undersøgelse. Ligeledes kan forskellige former for hastighedsdæmpende foranstaltninger på Hostrupvej indtænkes i projektet. I forhold til den opnåede effekt skal tiltagene prioriteres i forhold til andre trafiksikkerhedsprojekter i kommunen. Under alle omstændigheder medtages krydset/strækningen i den samlede liste over problemsteder i kommunen for at kunne indgå i kommende prioriteringer. Den endelige løsning vil til sin tid blive udarbejdet i samarbejde med borgerforeningen.

På mødet aftalte vi, at kommunen udfører en ny hastighedsmåling, da det blev oplyst, at der tilsyneladende køres med høj hastighed på Hostrupvej generelt. Vores måleudstyr er først blevet ledig nu og da vinteren allerede har meldt sin ankomst, kan vi af hensyn til evt. snerydning ikke lægge slangerne ud. Det gør vi så snart det er muligt.

Det blev endvidere bemærket, at byskiltet nord for banen let kan overses, grundet den visuelle baggrund for skiltet. Vi undersøger om skiltningen kan tydeliggøres.


Venlig hilsen

Uwe Johannsen

Faglig koordinator

Team Vej og trafik